"Popmusik, pailetter og politik"

Af: Marcus Aggersbjerg, Jyllands-Posten Aarhus 

Hun sad midt på scenen og lignede en føntørret engel, mens fingrene gled roligt nedover strengene på den cremefarvede guitar. Bag hende stod resten af gruppen iført hvide jakkesæt med matchende butterflys og lignede ekkoer fra en religiøs åbenbaring.

”En smule fred, en smule varme, en smule tryghed i dine arme, en smule fred og en smule solskin for hele verden, det ønsker jeg,” lød det håbefuldt ned mod publikum. 
Ude i verden buldrede den kolde krig løs. Fronterne mellem Øst og Vest var trukket skarpt op, atomtruslen lurede, og her stod tyske Nicole og sang om kærlighed og fred på jord.
”Det var et meget rørende øjeblik midt i al sin naivitet. Verden havde brug for al den opmuntring, den kunne få på det tidspunkt. Det var en utryg tid fuld af trusler, så på den front er der ikke sket de store ændringer. Vi har stadig brug for håb,” siger Lisanne Wilken, der er lektor i Europa-studier ved Aarhus Universitet.

Den 55-årige forskers viden spænder vidt, og når hun holder et af sine mange foredrag på Folkeuniversitetet, kan hun tale om alt fra europæisk kulturkamp over internettet til kult-sociologen Pierre Bourdieu. Men i årevis har hun beskæftiget sig indgående med Det Internationale Melodi Grand Prix, og den fascination deler hun også gerne ud af. 
”Det isner i tænderne på eliten, når de hører, at man ser Melodi Grand Prix. Det er musikkens svar på Se og Hør, og ofte vil folk ikke være ved, at de ser det. Men jeg kommer fra et hjem, hvor fjernsynet altid var tændt, når Eurovision kørte henover skærmen, og jeg elsker showet med alt, hvad det indebærer. Kjolerne, dansen og musikken. Det er jo en kæmpe fest. Men samtidig er det også en sindssyg spændende fortælling om europæisk historie, identitet, kultur og ikke mindst politik.”

Demonstranter på scenen i Tivoli
Sange med budskab om tolerance og fred er langt fra noget særsyn på Grand Prix-scenen, men også tungere budskaber har fundet vej til den over 60 år gamle musikkonkurrence, selvom det er stik i mod showets regler at være politisk. 
”Den officielle ramme er ikke til at misforstå. Melodi Grand Prix er apolitisk. På den måde minder showet meget om OL, der også har en klar politisk undertone, selvom reglerne ihærdigt prøver at elimimere den,” siger Lisanne Wilken.
Og sådan har det altid været. I 1964 blev den europæiske musikkonkurrence afholdt herhjemme i Københavns Tivoli, og undervejs sprang en flok unge demonstranter op på scenen og protesterede mod Portugals diktatur og landets behandling af Angola. I 1980 var det Finlands samere, der sang om retten til en flod, og senere i samme årti skrev franskmændene en sang, der vrængede på næsen af den voksende amerikanisering af europæisk musik.
”Der er endda blevet demonstreret mod, at ABBA stillede op, fordi svenske aktivister mente, at det var folkemusikken, der skulle have plads på scenen og ikke kommercielle popgrupper,” fortæller Lisanne Wilken.

Showet skulle samle Europa
Kaster man et blik i historiebøgerne og kigger på Melodi Grand Prixs begyndelse i 1956, blev konkurrencen først og fremmest skabt som et fredsprojekt. Formålet var at samle de krigshærgede og splittede vesteuropæiske lande, der på det tidspunkt stadig kæmpede med efterdønningerne fra to verdenskrige. Idéen om et samlet Europa skulle styrkes igennem sangkonkurrencen Eurovision, ligesom det ses ved store sportsbegivenheder, forklarer Lisanne Wilken:
”Eurovision sætter det politiske på spidsen på en måde, som andre store begivenheder ikke gør. Det handler om at samle Europa. Men forsamlingen af alle nationerne betyder reelt, at en række splittelser, forskellige idéer og stridigheder landene imellem bliver synlige.” 
Af samme grund bliver Eurovisionen aldrig helt fri for politik, selvom grundlaget for konkurrencen er det. Melodi Grand Prix er en scene for de europæiske lande til at spille med musklerne og vise, hvad man kan. Og hvad man tror på. 
”Det er en arena for politiske dagsordener - både for værterne bag showet og for de enkelte grupper, der går på scenen. Et sted, hvor man som land viser, hvad det er for et Europa, man går ind for.”

To bøsser viet på scenen
Det sidste kom tydeligt til udtryk, da vores svenske naboer i 2012 lod en præst vie to mænd på scenen. Det lyder ikke specielt sprængfarligt i vores ører, men i katolske lande som Irland og Italien, var det voldsomt provokerende. 
”Det samme gjaldt for store dele af det gamle Østeuropa - ikke mindst Rusland, der er notorisk berygtet for sit anstrengte forhold til homoseksualitet. Her var den svenske aktion meget kontroversiel,” fortæller Lisanne Wilken.
Sidste år var svenskerne tilbage med nye provokationer. Denne gang handlede det om flygtninge. De svenske værter havde lavet en intro, der hed ’Alle er velkomne’, og på scenens storskærm viste man klip med mennesker, der vandrede afsted langs jernbaneskinner. 
”Det var en klar hilsen til den strøm af flygtninge, der væltede ind over Europa på det tidspunkt. Samme show hyldede også den menneskelige mangfoldighed med regnbuefarvede homoflag, tørklædte kvinder og mennesker med forskellige hudfarver.”

Danmark provokerer ikke
Danmark har derimod ikke ry som nogen potent provokatør, når det kommer til Melodi Grand Prix. Tværtimod. Det store show, der fulgte i kølvandet på Brødrene Olsens sejr i 2000, huskes først og fremmest for værterne Natasja Crone og Søren Pilmarks strøm af kiksede rim-replikker, og da Danmark i 2014 igen lagde scene til Melodi Grand Prix’et, var der heller ikke meget optræk til ballade. 
”Vi satsede først og fremmest på at skrue et teknisk overlegent show sammen. Der var ikke meget politik fra værternes side, og det var ikke vores skyld, at den østrigske vinder, Conchita Wurst, med sin specielle kombination af kjole og fuldskæg fik stillet skarpt på mangfoldighed og frihed til at være, den man er.” 
Selv når arrangørerne stædigt forsøger at holde showet fri for politik, lykkedes det sjældent at gennemføre missionen. Da Aserbajdsjan i 2012 var vært, solgte de sig selv på at være et frit og moderne land, selvom demokratiet haltede alvorligt i det østeuropæiske land. Men da landene havde sunget deres sange, og værterne stillede om til Hamborg for at lade Tyskland afgive point, lød det sådan her på direkte fjernsyn: 
”I aften kan ingen stemme på deres eget land, men det er godt at kunne stemme. Det er godt at have et valg. Held og lykke på rejsen mod demokrati, Aserbajdsjan. Europa holder øje med jer.”

Skarp kritik af Rusland
Netop fordi hele Europa holder øje med hinanden op til og under konkurrencen, bliver det oplagt at bruge showet til at vise, hvem man er. Eller hvem man ønsker, omverdenen skal tro, man er, forklarer Lisanne Wilken: 
”Det er et forum, hvor man for et øjeblik har hele Europas opmærksomhed, og et land som Rusland forsøger ofte at vise tolerance og rummelighed. Sidste gang sendte russerne en meget metroseksuel mandlig sanger, der skulle sælge landet som et åbent og tolerant samfund.”
I år er det så Ukraines tur til at være værter for showet. Sidste år vandt den klemte nation med sangen ’1944’, som handlede om forsangerens bedstemor, der ligesom tusindvis af andre Krim-tatarer var blevet deporteret til Centralasien under anden verdenskrig. Et ømt historisk punkt, der stadig skaber splid mellem Ukraine og Rusland. 
”Teksten indeholdt samtidig en skarp kritik af Rusland, og fordi medierne skrev om begivenheden i ugerne op til konkurrencen, kom debatten til at handle om russernes forhold til Ukraine. Der var en klar politisk dagsorden,” siger Lisanne Wilken.
Men provokationerne kan også tage overhånd. I sommeren 2008 brød der krig ud mellem Rusland og nabolandet Georgien. Selve krigen varede kun seks dage, men Georgien var stadig vrede på russerne, da årets Eurovision i 2009 skulle afholdes i Moskva. Derfor valgte landet at sende popgruppen Stephane & 3G med sangen ’We Don’t Wanna Put In’ af sted mod konkurrencen i Rusland. 
”Georgierne nåede dog aldrig til Moskva. Arrangørerne opsnappede hurtigt, at den kække titel lød mistænkeligt meget som ’We Don’t Want Putin’ (’Vi vil ikke have Putin’ red.). Man skal ikke være den største tekstanalytiker for at regne ud, at sangen handlede om Putin,” fortæller Lisanne Wilken. 

Mere provokerende end Nicole
I sidste ende blev georgierne pænt bedt om at skrue ned for retorikken, ændre teksten eller finde en anden sang, men det afviste georgisk tv og valgte i stedet at trække sig fra konkurrencen. 
Hvad der sker i år, ved vi først, når konkurrencen lægger fra land i maj, men Lisanne Wilken har svært ved at forestille sig, at teksterne ikke bliver mere provokerende end tyske Nicoles stille bøn om fred fra 1982. 
”Vi har et Europa, der ser meget anderledes ud end bare for et år siden. I 2016 var det ’kun’ flygtningene, vi kæmpede med. Nu er der Brexit, Le Pen, Trump og Krim. Europa er ved at falde fra hinanden, og det kommer vi helt sikkert til at mærke ude ved fjernsynsskærmen, så på den front er alt ved det gamle. Det skal nok blive fornøjeligt.”

Du kan opleve Lisanne Wilken i Århundredets Festival til Vidensbrunch: Pop og politik

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.