"Hver lille opdagelse kan i sidste ende redde menneskeliv"

Af: Helle Holm, Århus Stiftstidende

Når du er færdig med denne artikel, vil du være klogere på, hvordan slanger er i stand til at fordøje et bytte på størrelse med dem selv efter at have sultet i månedsvis. Og du vil vide mere om, hvad den sovende bjørn gør for at komme helskindet gennem et langt vinterhi uden mad og motion.

Naturen er fuld af dyr, som lever under de mest utrolige forhold og overlever de særeste ting. Der findes dyr, som kan tåle at fryse til is og blive tøet op igen, dyr, som kan ligge udtørret i årevis uden at dø, og dyr, som kan overleve uden ilt i så lange stræk, at selv den mest hærdede fridykker ville tabe pusten i et direkte møde. Og det er netop disse helt særlige mærkelige dyr, som professor i zoofysiolog ved Aarhus Universitet, Tobias Wang, har specialiseret sig i at undersøge. Det gør han, fordi studier i det ekstreme ofte giver indsigt i det almindelige.

- Når vi forstår, hvordan disse ekstreme evner virker, nærmer vi os en erkendelse af de fysiske og kemiske grænser for komplekst liv. Samtidig er det tilpasninger, vi ønsker at aflure for at forbedre behandlingen af nogle af de sygdomme, vi mennesker slås med.

Den kloge natur

Professoren er ivrig tilhænger af det såkaldte Krogh-princip, opkaldt efter den danske nobelprisvinder August Krogh. Den verdensberømte zoofysiolog opfordrede sine kolleger til at studere dyrs fysiologiske tilpasninger til de mest barske levesteder eller tilpasninger til den mest særprægede adfærd for at blive klogere på os selv.

- Vi kan med fordel lade os inspirere af dyrenes måde at løse problemer på. Når man studerer ekstreme dyr, ser man nogle af de muligheder, naturen benytter sig af for at løse ekstremt komplicerede udfordringer, og det kan i sidste ende bringe os tættere på at opklare nogle af de medicinske gåder, vi står over for, siger professoren og nævner som eksempel bjørnen, der hvert efterår går i hi for vinteren.

- Når en bjørn kan klare at sove i flere måneder, er det, fordi den er i stand til at sænke sin kropstemperatur med fire-fem grader og lade de fleste livsprocesser gå i dvale. Den skruer ned for stofskiftet, blodtrykket falder, men i modsætning til os, er der næsten ingen nedbrydning af muskler og knogler under dvalen.

Derfor bliver bjørnen ikke ramt af de problemer, vi mennesker støder ind i, når vi ligger stille lidt for længe - fx når lægerne lægger en patient i kunstigt koma. I de tilfælde svinder vores muskler ind, knoglerne risikerer at blive skøre, og blodpropperne truer. Bjørnen derimod mister stort set ingen muskelmasse henover vinteren, dens knogler bliver ikke skøre, og den får ingen blodpropper.

- Vi har at gøre med et dyr, der er konstrueret så hensigtsmæssigt, at det uden problemer præsterer noget, vi mennesker ikke er i nærheden af at kunne præstere, og kan vi aflure, hvordan bjørnen bærer sig ad, er det muligt, vi kan bruge den viden i en kommende medicinsk behandling. Måske er det er en relativ simpel mekanisme, der gør, at bjørnen ikke får blodpropper ligesom os. Måske producerer den et eller ganske få kemiske stoffer, vi kan kopiere.

På samme måde vil en forståelse af, hvordan bjørnen bevarer sine muskler og holder knoglerne sunde, måske kunne forbedre behandlingen af patienter på landets sygehuse, hvor kroppen hurtigt forgår, når patienterne ligger stille.

- Der er selvfølgelig ingen garantier for, at den viden knækker gåden, men i samspil med andre opdagelser kan vi med stor sandsynlighed komme tættere på en løsning.

Slangens fordøjelse

Tobias Wangs studier af de ekstreme dyr handler først og fremmest om klassisk grundforskning. Målet er at få en dybere indsigt i, hvad der gør disse dyr særlige. Arbejdet generer samtidig en viden, der kan inspirere andre forskere til at forstå, hvorfor menneskekroppen reagerer, som den gør, når den er syg.

Sygdom er hård ved kroppen, og ofte forsøger man at afbøde denne belastning gennem medicinsk behandling. Men det er langt fra altid, at behandlingerne virker efter hensigten. Nogle gange har den kun ringe effekt, og andre gange er der alvorlige bivirkninger.

- Måske holder behandlingen ligefrem op med at virke efter et stykke tid, eller også virker den slet ikke. De løsninger, vi mennesker finder på, har ofte mere karakter af tilfældige nu-og-her-løsninger end veltilpassede og langvarige behandlinger. Derfor giver det rigtig god mening at studere dyrenes tilpasninger til tilstande, der ligner dem, patienten udsættes for under sygdom, fortæller Tobias Wang og hiver fat i slangen for at forklare sin pointe:

- En slange er ikke noget traditionelt rovdyr. Den ligger på lur og venter på, at byttet kommer forbi, og der kan gå måneder mellem hvert måltid. Derfor skal slangens stofskifte og fysiologi kunne tilpasse sig langvarig sult, og samtidig skal den have evnen til at kunne fordøje store måltider, når fangsten endelig lykkes. De fleste har set billeder af slanger, der æder dyr på størrelse med dem selv i en mundfuld. Det lader sig gøre, fordi slangen nedregulerer sit tarmsystem under de lange fasteperioder, men kun i et sådant omfang, at den lynhurtigt kan opbygge det igen, når den kaster sig over et bytte.

Mennesker, der har været udsat for sult, vil derimod ofte få problemer, når de begynder at spise igen. Tarmen har været nedreguleret under fasten, og derfor har kroppen svært ved at optage næringsstoffer fra maden.

- De sultende risikerer simpelthen at dø. når de endelig får et måltid, forklarer Tobias Wang og fortæller historien om, hvordan mange af de overlevende fra nazisternes kz-lejre døde, da de åd løs af den mad, som deres befriere tilbød dem:

- Deres kroppe kunne simpelthen ikke klare omstillingen fra den ekstreme faste, de havde været udsat for. Det samme gælder patienter med anorektiske lidelser, som bliver indlagt uden reelt at have spist ordentligt i årevis. Det er problematisk at få dem til at spise igen, og her er det muligt, vi kan tage ved lære af slangernes tilpasning til hurtigt at kunne konsummere et bytte.

Mus uden Alzheimers

Selv om forskernes undersøgelser af de ekstreme dyr ikke nødvendigvis fører til revolution i dag, kan den viden, vi opnår gennem forskningen, føre til, at videnskaben bliver bedre til at udvælge de rette dyr til dyreforsøg. En stor del af de sygdomme, vi mennesker lider af, findes ikke i dyreverdenen, og den traditionelle løsning har været, at man giver vores sygdomme til forsøgsdyrene, før man kan teste en ny medicin eller behandlingsform.

- For eksempel udvikler mus typisk ikke Alzheimers, medmindre man indsætter specifikke gener i dem og gør dem syge. Men hvorfor vende problemstillingen om? Hvorfor ikke undersøge, hvorfor musen ikke udvikler sygdommen? Gør vi det, kan vi være heldige, at vi ved at studere musenes neurofysiologi kan afsløre, hvorfor de ikke får Alzheimers, og måske kan den viden en dag overføres til mennesker.

I modsætning til de traditionelle behandlinger har naturens egne løsninger ofte millioner af år på bagen. Undervejs er de blevet forfinet, og løsningerne har vist sig at være virksomme. Af samme grund rummer studierne af den ekstreme tilpasning potentialet til, at vi finder bedre løsninger på behandlingen af sygdomme hos mennesker.

- Det er ret fantastisk at vide, at hver eneste lille opdagelse, man gør sig, skaber en scene for nye tanker, som i sidste ende kan være med til at redde menneskeliv.

Artiklen blev bragt i Århus Stiftstidende den 22. januar og Århus Onsdag den 25. januar 2017. Se den oprindelige artikel her.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.