Aarhus og de fem forbandede år

Af Fie Nadja Vedsmand

Han voksede op i Aarhus sammen med sine forældre. Ferierne tilbragte de ved Vestkysten, hvor hans mors moster havde et stort hus ned til vandet. Langs stranden lå nogle hule betonklodser, og Søren Tange Rasmussen fik fortalt, at det var tyskernes. Sådan begyndte det.

”Min mors moster havde været i England under krigen og var meget præget af de oplevelser, hun havde haft. Hun var vred over, at tyskerne havde efterladt de grimme bunkere, som hun skulle se på hver dag. Tiden ved Vestkysten fødte en masse spørgsmål, som jeg ville have besvaret,” fortæller Søren Tange Rasmussen.

Han blev cand.mag. i historie, nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet i 2006. Året efter blev han ansat som museumsinspektør på Besættelsesmuseet i Aarhus, hvor han i dag er daglig leder.

Besættelsen var sidste gang, Danmark for alvor gennemlevede en krise. For Søren Tange Rasmussen gør det perioden til noget særligt. ”Jeg synes, det er interessant at undersøge, hvordan befolkningen og staten reagerede på det enorme pres, det var at få frataget selvbestemmelsen. Det var vidt forskelligt, hvad folk gjorde. Nogen kollaberede med besættelsesmagten og faldt deres egne i ryggen. Andre forsøgte at få det bedste ud af de ulykkelige omstændigheder, mens andre igen gik i modstand mod magten,” siger Søren Tange Rasmussen.

Mindre Matador – mere tortur

Fra efteråret 1942 var Aarhus transitsted mellem Tyskland og det besatte Norge, og byen blev et trafikalt knudepunkt for tyskerne. Den tyske marines danske hovedkvarter flyttede til Aarhus ved årsskiftet 1944/1945, og der var flere soldater i byen end i mange andre danske byer under 2. verdenskrig.

”Aarhus var meget præget af besættelsen, og virkeligheden var milevidt fra den lidt hyggelige fremstilling af krigen, vi for eksempel kender fra tv-serien Matador,” siger museumsinspektøren.

Når han holder byvandring, slynger ruten sig blandt andet forbi bygninger og pladser, der spillede særlige roller under besættelsen. Det bedste eksempel er Aarhus’ gamle politistation og rådhus, hvor Gestapo havde hovedkvarter. I dag har Besættelsesmuseet hjemme i selv samme bygninger.

”Lige her foregik tingene. Fra dette hus bekæmpede Gestapo modstandsbevægelsen, og det giver altså en helt særlig autenticitet, når man fortæller sit publikum om begivenhederne,” siger Søren Tange Rasmussen, der har kontor nogenlunde samme sted, hvor den uhyggelige Gestapo-chef Rudolf Renner huserede.

Da Hitler angreb Sovjetunionen i 1941, krævede tyskerne, at alle ledende kommunister skulle arresteres. Den danske stat valgte at fastholde samarbejdspolitikken og lod de demokratiske rettigheder krænke. Mange århusianske familier blev ofre for pludselige arrestationer, vold og tortur, og i den sidste del af krigen var Aarhus et sandt bøddelhus.

”Det giver en særlig styrke, når eksemplerne på den historie, man gerne vil have frem, kommer fra samme område, som publikum kommer fra. Pludselig har det noget med deres eget liv at gøre, og ofte kommer folk og fortæller mig deres egen besættelseshistorie,” siger museumsinspektøren.

Perletand og Stikker-Grethe

Ifølge Søren Tange Rasmussen har Aarhus den tvivlsomme ære at være hjemby for nogle af besættelsestidens mest berygtede landsforrædere. Kai Henning Bothildsen Nielsen var en af dem. Han gik under navnet Perletand og var fra april 1944 et fremtrædende medlem af terrorgruppen ”Petergruppen”. Han blev dømt for 57 drab, ni drabsforsøg, 116 sabotagehandlinger, fem togattentater og tre røverier, inden han i 1947 blev henrettet ved skydning. En skummel type, som museumsinspektøren siger.

Grethe Bartram tog sig ikke meget bedre ud. Hun gik i Gestapos tjeneste som stikker og var skyld i, at en stor del af den kommunistiske modstandsbevægelse i Aarhus blev sat ud af spil. For penge stak hun sine nære barndomsvenner, ja selv sin eksmand og egen bror, til tyskerne. Efter krigen blev hun dømt for at have stukket 53 personer til Gestapo, hvoraf 37 blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland – ni personer endte deres dage som følge heraf.

Fup og fakta

Søren Tange Rasmussen har gransket besættelsen over tre gange så længe, som den varede. Alligevel bliver han aldrig træt af at dykke ned i de fem forbandede år og bliver til stadighed overrasket over finurlige krøller. Flere gange har han været med til at afmontere nogle af krigens mest veletablerede myter.

”Man hører altid, at der var rationeringer på cigaretter. Men faktisk har der aldrig nogensinde været rationering på tobak. Måske lavede nogle af tobakshandlerne deres egne private systemer, men et egentlig rationeringssystem har aldrig eksisteret. Derfor er det interessant, at alle kan huske det,” siger han lunt.

Ifølge Søren Tange Rasmussen husker mange århusianere med hundrede procents sikkerhed, at det var forbudt at lytte til BBC’s danske radioudsendelse. Også den myte afviser han. Tyskerne kunne finde på at sende støj på signalet, men forbudt var det aldrig. Ikke i Danmark.

”Der findes ingen periode, der er skrevet mere om, og alligevel er krigen langt mere nuanceret end den version, de fleste forkynder sig til. Jeg er ingen myteknækker, men jeg synes alligevel, det er sjovt. Det handler om at få svar på nogle spørgsmål, og det var det samme, der drev mig, da jeg var et barn og ville have svar på bunkerne,” siger Søren Tange Rasmussen.  

Husk fortiden

For Søren Tange Rasmussen spiller det ingen rolle, om man sætter lys i vinduerne på Danmarks befrielsesdag. Men det betyder noget, at vi bliver ved med at huske den eufori, der brusede i danskernes hjem og på gader og stræder, da befrielsen endelig var en realitet den 4. og 5. maj 1945. Især er det vigtigt, at vi husker, hvordan vi nær havde mistet den frihed og det demokrati, som mange i dag tager for givet.

I dag orker folk næsten ikke at høre på politikerne, og man forventer, at demokratiet bare er nogle rettigheder, man har. Men vi var meget tæt på at miste det, og det er vigtigt at huske fortiden for at forstå samfundet, som det ser ud i dag,” siger han.

Artiklen har været bragt i Stiften og Aarhus Onsdag

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.