Århundredets Festival 2019

Århundredets Festival tager i 2019 fat i Mellemkrigstiden, 1918 til 1939. Opgøret med det bestående er helt centralt i tiden, der er katalysator for nogle af de vigtigste kunstneriske udfoldelser i historien. Og de største menneskelige tragedier. Det er ismernes, krisernes og massekulturens tid.

Dadaisten Marcel Duchamp maler overskæg på Mona Lisa i et opgør med kunstens autoriteter, James Joyce revolutionerer sproget med det modernistiske mesterværk ’Ulysses’ og Bauhaus-skolen skaber funktionalismens rene linjer. Alt imens strømmer massekulturen og jazzen ind fra det brølende USA, hvor biler, telefoner, biografer og radio ændrer hverdagen. Kommunismen vinder frem i Rusland på baggrund af revolutioner og borgerkrig, Mussolinis fascister marcherer mod Rom i 1921 og Hitler udpeges i kølvandet på hyperinflation og børskrak til rigskansler af præsident von Hindenburg i 1933. De tørner alle indirekte sammen i Den Spanske Borgerkrig, hvor fascisterne ender som sejrherrer i 1939. Senere samme år bryder Anden Verdenskrig ud.

Til at pryde forsiden har vi i år Søren Hein Rasmussen, historiker og stifter af mediebureauet og spilproducenten MegaNørd. Her på hjemmesiden og på Facebook laver vi sammen med Søren et ugentligt nedslag i fænomener, episoder og begivenheder, der har været kendetegnende for perioden.

Festivalens tema har fået navnet ’Mellemtiden’ – både som en betegnelse for den historiske periode, men også fordi festivalen indbyder til arrangementer, der vil lægge vægt på oplevelsen af at være til stede og udfylde mellemtiden med mening. Tiden mellem frokost og aftensmad, mellem en lokation og en anden, den tid, der finder sted, mens du gør noget andet. Oplev blandt andet at blive klogere på Aarhus i mellemkrigstiden, mens du tager Letbanen, få indblik i tidens litteratur, mens du får dig et aftenmåltid eller tag til silent disco, hvor du samtidig kan opleve foredrag. Få perspektiv på nutiden igennem historien – i mellemtiden.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.